DR og Information er gået sammen om at sætte fokus på de projekter, virksomheder, foreninger og borgere, der er i gang med at omstille vores samfund til et bæredygtigt et af slagsen. Ved at lave en konkurrence, hvor man kan sende sit projekt ind, er der kommet utroligt mange bidrag til deres hjemmeside.
Her til aften kan man læse inde på siden, at byttemarkeder er valgt ud som en af de 27 finalister. Det er fantastisk! Der er rigtig mange mennesker, som ved mange forskellige bidrag har gjort byttemarkeder til et enkelt og brugbart koncept som danskerne tager til sig. Hurra for alle jer!
Ideen er ved at få så godt fat at Vestforbrændingen har lavet en professionel kampagne ud af ideen, Miljøstyrelsen har givet puljemidler til at udbrede byttemarkeder til flere byer og Københavns Modeuge har taget ideen til sig. Det myldrer frem med byttefestivaler, byttedage, byttebutikker – kært barn har mange navne, og I kan læse om dem allesammen og mange flere fantastiske projekter under Vores Omstilling. Så sæt dig godt til rette og brug lidt tid på at læse mere om kampagnen og projekterne. Der er om alt fra solcelleforeninger, honning fra lokale bybier, elektriske minibiler, grønne tage, byhaver, fødevarefællesskaber og meget mere!
Du kan også lytte med i P4 og følge alle artiklerne i Information frem til d. 18. september, hvor de 9 vindere bliver præsenteret.