Tag-arkiv: småt men godt

Småt men godt

Kan du heller ikke vente med at komme i gang med at bytte, efterhånden som pandemirestriktionerne løsnes? Så er du bestemt ikke den eneste. Og endnu en genudsendelse af Fra yt til nyt på DR1 har gjort at endnu flere har fundet vej til ideen om at bytte. Velkommen til! Da der fortsat er forsamlingsforbud, må vi tænkte i mindre byttemarkeder med færre gæster.

Her er en række tips til at komme godt i gang med at holde et lille byttemarked:

1. Vælg tema
For at få noget ud af et mindre byttemarked er det en god ide at indsnævre kategorierne lidt, så der kommer nok mennesker, der kan bytte med hinanden. Det kan fx. være børnetøj 0-6 år + legetøj, det kan være (herre)tøj str. L + XL eller måske bøger, film og musik. Så kommer de gæster, der har brug for at bytte netop disse ting.

2. Vælg sted
Et mindre byttemarked kan holdes i stuen med nogle venner, fællesarealerne ved en boligforening, i haven, i kantinen på job, på børnenes skole eller i vuggestuen. Så det er selvfølgelig oplagt at være sted og tema, der passer sammen. Børnetøj i vuggestuen, bøger på jobbet eller tøj med venner og familie.

3. Inviter gæster
Hvis du finder et godt match med sted og kategorier, bliver det let nok at invitere. Dem med børn i den rigtige aldersgruppe, dem der bruger de tøjstørrelser, der skal byttes, læsehestene osv. Et byttemarked med de ‘rigtige’ gæster kan fungere med helt ned til 7-10 gæster. Men har man pladsen kan man være 20-30. Og med få mennesker er 1-2 timer nok.

4. Skab hygge
De fleste ved det godt – man kommer måske til sit første byttemarkeder for at aflevere ting eller shoppe gratis. Men det er i lige så stor grad hyggen – de gode samtaler og følelsen af at hjælpe hinanden – der gør at man kommer igen eller melder sig som hjælper. Så spørg om nogen vil bage en kage, lav en kande saft eller kaffe og giv plads til at folk kan sidde og tale sammen undervejs.



5. Praktisk
Man kan komme langt med nogle tæpper på en græsplæne, en tørresnor, bordene i kantinen eller et par garderobestativer. Så vær kreativ med det, du har adgang til. Man behøver ikke kategoriskilte på et lille marked, men man kan sagtens tegne et par stykker i hånden. Find en lokal genbrugsbutik, der gerne vil have rester, og hvis du ikke selv har ladcykel eller bil til at aflevere, så kan du bede en ven om hjælp. Eller – hvis det er tæt på – låne en indkøbsvogn til at køre det væk og så aflevere den tilbage. (Vi har engang lånt 10 indkøbsvogne til at holde byttemarked over for en Meny, så det kan man også, men man skal huske at spørge om lov.)

Vi håber selvfølgelig på at det er muligt for jer med overskud til det, at nogle af de større byttemarkeder kan holdes igen. Men i virkeligheden er det bedre med tonsvis af små, lokale byttemarkeder bredt ud i hele landet, end at der kun er få store markeder med 6-12. mdrs. mellemrum.

Vi håber mange af jer har lyst til at være arrangører, så byttebølgen kan få nyt liv her efter corona. Selv holder vi (Signe og Lama) både de små private og de store, når vi kan 🙂