Tag-arkiv: Fashion Exchange

Tøjbyttemarked København

Kom til tøjbyttemarked og byt dig til en ny garderobe!

Fashion Exchange er et kæmpe tøjbyttemarked, hvis fornemmeste opgave at gøre op med køb-og-smid-væk-mentaliteten og promovere bæredygtigt forbrug. Vi skal ganske enkelt blive bedre til at give nyt liv til det tøj, der ligger og samler støv i skabet – fx ved at bytte det væk.

Hvordan deltager man?
– Medbring alt det tøj, du ikke længere bruger – det skal være rent og i god stand
– Aflevér det, når du ankommer. Dette er din “entre billet” til byttemarkedet, hvor du kan tage, alt det tøj, du kan lide, med hjem
– Tøjet fordeles ud i kategoriserede områder for at gøre det nemt for dig at finde det, du leder efter – om det er et par blå jeans eller en ny sommerkjole

Alt overskydende tøj doneres til Asylcenter Sandholm via Røde Kors.

Byttemarkeder rykker ud i verden

Byttemarkeder er ikke unikke for Danmark, men i forhold til mange andre lande, er vi ret godt med på bytte- og delebølgen. Der er gjort mange erfaringer, og ideen breder sig. Og nu ser det ud til, at ideen får vinger i endnu flere lande.

D. 10. august 2013 blev der første gang holdt modebyttemarked på Rådhuspladsen i København i samarbejde med Danish Fashion Institute. Modeverdenen vil gerne være mere bæredygtig, og et godt sted at starte er at vise folk, at man kan bytte sine ting, fremfor konstant at købe nyt. Og når nu man arbejder med mode, så giver det fin mening at fokusere på tøj, sko og accessories.

Over 30 frivillige fra gruppen “Byttemarked København” fik dagen til at glide, og succesen blev efterfulgt af endnu et modebyttemarked i samme ånd i april 2014. Nu står Danish Fashion Institute selv for at afholde arrangementerne på Rådhuspladsen, og samtidig retter de blikket mod andre lande. Det grønne ambitionsniveau skal løftes for modeverdenen som helhed. Med kontakter over hele verden kan de sælge ideen og konceptet, og det har de gjort. I mandags gik siden www.globalfashionexchange.org i luften for at få flere storbyer til at afholde Fashion Exchange, som det er blevet døbt.

Vi håber at det kan være med til at rykke globalt, og at folk med tiden får øjnene op for at det ikke kun er mode, der kan byttes – men alt. Modebranchen er den anden mest miljøbelastende industri, kun overhalet af byggebranchen. Så uanset hvad, så er det et kæmpe skridt i den rigtige retning!

Modeugens byttemarked i København

Nu er det tredje gang der bliver afholdt byttemarked på Rådhuspladsen i forbindelse med modeugen. Igen byttes der tøj, sko og accessories til voksne gennem hele åbningstiden fra 10 -16 lørdag d. 9. august. Som altid skal man medbringe noget til bytning, for at kunne deltage i Fashion Exchange.

Hvis du har Facebook kan du tilmelde dig her, og har du spørgsmål til begivenheden kan du skrive til arrangørerne fra Copenhagen Fashion Festival ligeledes gennem Facebook.

God skattejagt 🙂

Fashion Exchange 2014

Copenhagen Fashion Festival holder igen stort tøjbyttemarked på Rådhuspladsen lørdag d. 26. april fra 10-16. Det er i forbindelse med Copenhagen Fashion Summit som bliver afholdt et par dage forinden, og som er verdens største event om bæredygtig mode.

Sådan så det ud da der første gang var Fashion Exchange på Rådhuspladsen:


Hvordan foregår det?

Ideen i år er den samme. I indgangen til Fashion Exchange vejer vi alle de ting, du har medbragt til bytning. Herefter sætter du dine ting på plads i de rigtige kategorier på borde og stativer på markedet, og kan så gå på skattejagt blandt andres medbragte sager.

Foruden selve Fashion Exchange vil der være zero waste food fra Regastro, en genbrugsudstilling fra Guld & Løvenholdt, en pop up sweatshop udstilling og meget andet. Soundvenue er også sponsor på begivenheden, så selvfølgelig skal der være musik og her er det DJ gruppen Apeiron Crew kommer og spiller.

Frivillig
Rosa og Lama står for selve byttemarkedet inde på pladsen, og vi har brug for hjælp fra en masse dejlige mennesker i løbet af dagen. Som altid er der mad og drikke, og Copenhagen Fashion Festival er igang med at finde sager til de goodiebags, som man får hvis man tager 2 vagter eller mere. Du kan læse om hvad arbejdet går ud på og skrive dig på de vagter, du gerne vil have via dette skema:

https://docs.google.com/spreadsheet/ccc?key=0An9OPaG_RlUmdEY3MG9RT1FJQk1EM29LUnZFWTU5YlE&usp=sharing

Vi glæder os til at bytte med dig og måske endda slå alle rekorder og lave verdens største byttemarked – lige midt i København!