Siden sommeren 2013 har 2-3 af os her fra siden rejst rundt i Danmark for at udbrede byttemarkeder til flere byer, og for at dele vores erfaringer som arrangører. Vi har holdt mere end 40 byttemarkeder, hjulpet med stort og småt i planlægningen af 150 andre, fået bikset en hjemmeside sammen, startet en masse lokale grupper her på facebook og fortalt rigtig mange mennesker om gavn og glæde ved byttemarkeder.
Alt dette kunne ikke lade sig gøre uden støtten fra Miljøstyrelsens Pulje til Grønne Ildsjæle som har støttet udbredelsen af 2 omgange, samt råd, opbakning, mandetimer og lokaler fra mange andre organisationer og kommuner.
Målet har hele tiden været, at ideen i sig selv fungerer uden Rosa, Lama eller Signe til at drive værket. Byttemarkeder er en ide, og ligesom loppemarkeder kan de holdes på mange måder, af alle slags mennesker og overalt i landet. Det er en ide båret af lyst til at dele, gøre en forskel, spare ressourcer eller glæde andre, og alle der vil være med, er med. Kernen i projektet er alle de frivillige, og nu er vi i blandt dem igen, helt som da vi startede.
Så hvad byder fremtiden på? Det er op til os allesammen. Der er 150 arrangører fordelt rundt i Danmark, og nye kommer til. Mon ikke vi er nok til at byttemarkeder fortsat kan brede sig, og en dag kan være lige så almindelige som loppemarkeder?
Vi vil fortsat opdatere denne side med ugens byttemarkeder, og fortsat godkende alle de arrangementer, der bliver skrevet ind i kalenderen på hjemmesiden. Og så kan vi ikke rigtig lade være med at holde Nordisk Byttedag d. 16. april med nabolandene, for det er simpelthen for fedt!
Vi har krænget hjerner og hjerter ud på hjemmesiden, og tilføjet erfaring og ideer fra mange flere i netværket og håber, der ligger alt hvad I skal bruge, for at byttemarkeder bliver så lette at holde og reklamere for som muligt.
Herfra skal lyde en stor tak til alle, som har været med til at tage ideen fra Aarhus i 2010 og ud til 60 byer i Danmark i 2016. Tilsammen har vi givet mange tons ting et nyt liv og glædet mange tusinde mennesker.
Husk på derude, at store som små handlinger kan gøre en forskel. For byttemarkederne har det virkeligt gjaldt at mange bække små, gør en stor å. Og man behøver ikke selv opfinde den dybe tallerken, for at gøre en forskel. Ideen til byttemarkeder kom fra Anna Askedatter og Nicholas Blok, og dererfter kunne World Perfect og Vestforbrænding se potentialet i at få ideen udbredt. Og så tog vi andre 3 ud og se med DSB og holdt byttemarkeder. Så har du ikke egne ideer, så ryk på andres. Idemennesker kan nemlig sjældent nå at udføre alle deres ideer på bare et enkelt liv, så der vil altid være brug for flere doers. Også dig 🙂
TAK OG VI SES DERUDE!
Mange hilsener fra Rosa Føge, Signe Elisabeth Sloth og Lama Juma