Hvorfor bytter vi?

Det korte svar er for miljøet, for mennesker og for at gøre op med brug og smid væk kulturen. Det længere svar kommer mere detaljeret herunder.

Hvert år fjernes flere ressourcer fra jordkloden end den kan nå at genskabe. Gode ting gemmer sig i skuffer og skabe, hos alle os, der ikke bruger dem længere, og disse ting kan komme andre til glæde. Vi ønsker at redde brugbare ting fra at ende som affald, og samtidig minimere indkøb af nyproducerede ting. Vi elsker loppemarkeder, DBA og genbrugsbutikker og supplerer blot med endnu en let og glædelig måde at genbruge på, hvor man kan gøre en forskel for miljø og mennesker. Ting med lav salgsværdi kan få nyt liv på et byttemarked, fordi vi ser på deres brugbarhed helt uden at skele til et prismærke. Flere ting kan få en chance for et nyt hjem og vi kan med det samme se, hvilket menneske, der bliver glad for at finde vores aflagte ting.

Nordisk Byttedag i Norge 2019

 

MILJØ
Når vi smider en ting ud, kasserer vi ikke kun de ressourcer produktet indeholder, men vi fjerner også andres mulighed for at få en brugt ting, der kunne holde mange år endnu. Og når vi køber nyt, så overbelaster vi jorden og bruger mange flere ressourcer, end de fleste er klar over. “Det skjulte ressourceforbrug” er et udtryk for de materialer og den energi, der er forbrugt allerede i produktionen, inden du modtager dit nye produkt. Hvor der går 3,7 kilo materialer og 2000 liter vand til en t-shirt. Det skjulte ressourceforbrug er meget mere for fx en mobiltelefon (22 kg), og for en fladskærm er det 2,6 tons ressourcer (2600 kilo!!), som skal tages op af jorden som jomfruelige ressourcer, hvis ikke fabrikken genanvender brugt metal, plastic, mv. Derfor bør alle tænke sig om, inden de går ud og køber nyt, kasserer brugbare ting eller undlader at sortere affald, så materialerne i det mindste kan genanvendes.

Nordisk Byttedag i Norge 2019

Udover materialer bruges der også mere energi og CO2 i produktionen af nye varer, og ofte mange kemikalier og hormonforstyrrende stoffer. I nyt tøj sidder resterne af kemikalier fra produktionen, som du får på huden. Derfor anbefaler man at vaske nyt tøj før brug. Det er derfor også værd at tænke over, hvordan nyanskaffelser er produceret. Om det er bæredygtigt og giftfrit, så du og din familie – for ikke at tale om de ansatte i produktionen – er sikret. I mange lande kommer energien stadig fra kulkraftværker, der forurener nærmiljøet og vores allesammens atmosfære.

MENNESKER
Et byttemarked i høj grad om at komme hinanden ved og højne vores livskvalitet. For selvom genbrug betyder meget for miljøet, så er det drevet af glæden ved at dele og have en rar dag sammen. Ellers ville frivillige over hele Norden ikke bruge deres fritid på at arrangerer og afholde byttemarkeder. På et byttemarked kan man mødes på tværs af generationer, ophav og økonomiske skel og hjælpe hinanden. Mange bliver utroligt glade for at modtage andres ‘gamle skrald’ gratis. Men endnu flere finder til deres overraskelse ud af, at følelsen af at deres gamle ting får nyt liv og gør mennesker glade, ofte varmer endnu mere end følelsen af at få. Sådan er vi mennesker ofte indrettet. På byttemarkeder er det let at hjælpe andre, da både hjemløse og familier med få midler, har mulighed for at finde brugbare ting, uden at skulle bruge penge.

Byttemarkeder er også med til at få folk til at reflektere over deres forbrug, og hvad, der skaber glæde i hverdagen. Det kan være overvældende at se et rum fyldt med så mange gratis ting – en afspejling af overfloden af ting og tøj i vores samfund. Nogle bliver overvældede af deres egne følelser og lyst til at tage en masse, blot fordi det er gratis. I årenes løb har vi haft og overhørt mange gode snakke om forbrug, ønsker, hvad der skaber glæde, ejerskab, hvad vi kan dele, hvad vi kan reparere, hvordan vores forbrug påvirker miljøet og hinanden. Og når først man har prøvet at få alt hvad hjertet begærer helt gratis, så bliver det måske mere tydeligt at mængden af ting ikke nødvendigvis er det, der skaber lykke – men fællesskab. Derfor håber vi, at alle danskere ønsker at tage byttemarkederne til sig, og vi kan lave en bevægelse for cirkulær økonomi og god karma.

MERE, MERE, MERE
Vi er omgivet af reklamer, der inviterer og lokker til at købe og forbruge. Ofte omtales vi mennesker som forbrugere, fremfor medborgere, og flere politiske partier mener at øget forbrug og økonomisk vækst er vejen til et bedre samfund. Det har været normen i mange år, men flere begynder at forstå at der er grænser for, hvor mange ting man kan købe, eje og nå at bruge. Det ses i overfloden på byttemarkeder og i genbrugsbutikker. Men nogle gange bliver vi også nødt til at købe noget nyt, fordi mange ting går i stykker længe før, de burde. Desværre er det meste af produktionen af vores ting og tøj underlagt princippet om planlagt forældelse.

Det er nemlig en måde for virksomheder at tjene flere penge og skabe mere af den berømte økonomiske vækst. Planlagt forældelse er når ting med vilje produceres af middelmådig eller dårlig kvalitet, så det har en begrænset holdbarhed og hurtigere skal erstattes med et nyt produkt. Det er derfor man kan finde køkkenmaskiner, møbler, cykler og tøj, der stadig holder selvom det blev produceret for 30-100 år siden, mens ting vi købte for 2 år siden, er i stykker og ikke kan repareres. Et andet element er nemlig at gøre det umuligt at reparere eller få reservedele, så vi igen må købe nyt.

At genbruge og reparere er den bedste måde at forkaste det princip. Og de mange penge vi sparer kan så bruges på at købe enkelte kvalitetsting, vi forhåbentlig kan have i mange mange år, og kan reparere om nødvendigt – eller sælge videre, bytte eller donere. Ting og tøj, der er designet til at gå i stykker er nemlig heller ikke til hjælp for de mange genbrugsbutikker.

På hjemmesiden ‘Buy Me Once‘ har nogen forsøgt at samle produkter, der er designet til at holde mange år, da det kan være en jungle at finde frem til.

Giv, hvad du har – tag, hvad du kan bruge

hjemmeside af media-now.dk