Her er en guide til at holde et stort, gratis byttemarked med tøj og ting, der byttes frit. Så kan du selv skalere ned, hvis du skal holde det mindre, eller skrue op for ambitionerne, hvis du har penge på lommen.
Start med at se nogle videoer, hvis du aldrig har været til byttemarked før. Det giver et godt indblik i stemningen, hvordan det fungerer, og hvorfor folk kommer. De fleste byttemarkeder har alt fra 100-350 deltagere.
Dernæst kan du blive medlem af arrangørgruppen på Facebook, hvor du kan stille spørgsmål til de mange andre arrangører fra hele Danmark. Se også om der er en lokal gruppe for din by, da der måske allerede er andre arrangører eller frivillige i nærheden.
Du behøver ingen penge for at lave et godt byttemarked. Det kræver et gratis lokale med borde og nogle skilte til kategorier. Man kan mere med penge, f.eks trykke plakater, indrykke en annonce i avisen og købe lækker frokost til de frivillige, men det kan også lade sig gøre uden. Det kræver bare lidt mere gå på mod og kreativitet.
FØR DU HOLDER BYTTEMARKED
1. Find (gratis) lokale med mange borde eller garderobestativer.
– Lokalet skal kunne rumme mange mennesker, have adgang til 20-30 borde man kan stille op, og gerne et par stativer med bøjler til at hænge tøj på. Det er ekstra bonus, hvis du kan låne et lydanlæg og spille baggrundsmusik. Hvis man ikke har adgang til et sted, kan man spørge lokale foreninger, kulturhuse, biblioteker, skoler eller kommunen. Til udendørs tøjbyttemarkeder, kan man også spørge om man må låne 15 indkøbsvogne af det lokale supermarked, og så sætte kategoriskilte på dem.
2. Find de første par frivillige.
– 1-3 venner eller bekendte, der har lyst til at være med til at arrangere det sammen med dig, og hjælpe med nogle af de praktiske ting. Hvis de ikke ved, hvad det går ud på, kan du fortælle lidt om opgaverne, som er beskrevet på denne side.
3. Vælg en dato, gerne 1-2 måneder ude i fremtiden.
– Så har du tid til at invitere en masse deltagere og finde flere frivillige til at hjælpe.
4. Gør det synligt!
– Når du har tid og sted på plads, så spred ordet. Opret en begivenhed på Facebook, og skriv dit arrangement ind i byttekalenderen.
Det er også en god ide at skrive dit arrangement ind på sider som DBA, Markedskalenderen og Kultunaut. Send en kort pressemeddelelse til lokalvisen. Du kan også sende mail ud til skolen, arbejdspladsen, børnehaven etc. Hvis du har adgang til en printer, så lav plakater eller flyers du eller andre frivillige kan dele ud. Her er nogle plakatskabeloner, du kan benytte.
5. Find aftager til resterne
– Spørg din lokale genbrugsbutik, om de vil hente de overskydende ting fra markedet. Vi har tidligere haft gode aftaler med Danmission, Røde Kors, Glæd Børnene, Mødrehjælpen og Mission Afrika Genbrug. Hvis de ikke kan hente tingene på dagen (f.eks en lørdag) så aftal et sted, hvor tingene kan ligge til mandag morgen uden at genere dem, der har lokalerne. Hvis du har bil og trailer, kan du også køre det videre selv.
6. Praktiske forberedelser
– Vælg og print de kategoriskilte du skal bruge til markedet. Du kan lave en playliste med hyggelig baggrundsmusik. Lav et frivilligskema over hvor, hvornår og med hvad, der skal bruges hjælp, så folk kan skrive sig på. Hvis du har lavet en facebookevent, så post skemaet deri. Måske kan du finde en sponsor til nogle sandwiches til de frivillige. Det kan være, de sponsorerer pengene, eller det kan være, det er en bager, Brugsen eller Kvickly, der vil sponsorere varerne. Et par dage før byttemarkedet er det en god ide at sende en mail til de frivillige, og fortælle hvordan dagen forløber.
7. Bonus
– Hvis du synes, du har tid og mulighed, kan du gøre noget ekstra ud af byttemarkedet. Måske er din ven tryllekunstner eller DJ, kan lave flot ansigtsmaling, akrobatik, ballondyr eller noget helt andet. Hvis du har penge til underholdning, kan du booke det, der passer bedst ind. Det er også altid hyggeligt med en cafe, så hvis nogen vil sælge kaffe og kage, eller du har penge til at give det gratis, så er det også med til at skabe en god stemning. Måske kender du nogle, der vil reparere cykler, tøj eller elektronik og vil lave en workshop på dagen.
AFHOLDELSE
A. Sæt lokalet op 1-2 timer før. (4-8 mennesker)
– Sæt borde op i små grupper, og sæt kategoriskilte på. Hvis du skal veje tingene og tælle deltagere, så hav et velkomstbord, som folk er nødt til at gå forbi for at komme ind. Så kan de også spørge om hjælp, hvis de ikke har prøvet det før. Hvis du har DJ og cafe, så sæt frem til det.
B. I åbningstid (3-6 mennesker)
– Hvis I har lavet et skema, ved folk, hvor og hvornår de skal være ved de forskellige opgaver. Nogle byder velkommen og forklarer byttereglerne. Andre holder orden og hjælper folk, hvis de har mange ting med. Nogle få steder oplever vi folk, der decideret hamstrer. Det er op til dig som arrangør, hvor din grænse går, og du kan altid bede folk gå. Hvis I er et par stykker og er venlige, men bestemte, så går folk stille og roligt.
Hav et hjørne, hvor folk kan sætte overskydende poser og kasser fra de ting, de har medbragt. I indgangen er det en god ide at have et skilt med info/retningslinjer (det gør det også nemmere at henvise til, hvis nogle enkelte folk skulle finde på at hamstre). Det er også fint at have en mailing-liste folk kan skrive sig på, hvis de vil være frivillige næste gang, eller nogle vil sikre sig invitation til et nyt byttemarked.
C. Pak ned og ryd op (4-8 mennesker)
– Du har købt 2-3 ruller med gennemsigtige affaldssække. Pak tøj og ting ned til genbrugsbutikken. Pak borde væk, saml skilte, fej gulvet. Det plejer at være det, medmindre du har cafe, dj eller andet sjovt. Ofte tager det kun 0,5 – 1 time, hvis man er 5 mennesker.
Efter byttemarkedet
– Måske er du høj over, hvor godt det gik, måske er du perfektionisten, der aldrig bliver helt tilfreds. Uanset hvad er det altid fint at overveje, hvad der gik godt, og hvad man kan gøre bedre en anden gang. Vær opmærksom på, at mange deltagere har store meninger om, hvordan du bør gøre – uden de er villige til at hjælpe til. Lyt åbent, og husk, at det er dig og dine medarrangører, der bestemmer. Man kan ikke gøre alle 100% tilfredse. Efter hvert byttemarked vil nogle folk have anderledes kategorier, eller flere borde, eller større lokale, eller mere varme på, eller mere kage, eller bedre skilte på parkeringspladsen, eller at man screener ALLE ting næste gang og checker, om de virker. Det er gode forslag, men ikke alt kan lade sig gøre uden man måske skal være 30 frivillige til 200 deltagere, eller laver konceptet helt om.
Vores tankegang er:
– at holde konceptet simpelt! Start i det små, og byg på hvis du kan. Underholdning er sjovt, men ikke nødvendigt.
– at involvere folk på det niveau, de kan og vil. Alle kan hjælpe uanset om man er ung, gammel eller midt i mellem, er genert, har dårlig ryg, ptsd eller noget andet, man måske selv synes, kan være svært. Man må gerne opfinde sin egen rolle!
– bruge sociale medier som Facebook og Google Drive til at koordinere ALT. Det sparer tid på organisering.
– at gøre konceptet tilgængeligt. Giv det væk. Lad nye komme til. Prøv nye ideer af.
– at kommunikere enkelt og ud fra ”Hvad får du ud af at deltage?!”. Mange står af på snak om CO2, klima og isbjørne. Det er vigtigt, men det vigtigste er, at folk kommer og er med. Miljøsnakken kommer i anden række.
– der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Men der er en masse forskellige måder.
– at nyde det. Hvis ikke man gør det, fordi det er sjovt, fedt, inspirerende, hyggeligt eller lignende, så er det heller ikke sandsynligt, at andre har lyst til at være med.